AudioMove-oplevelsen Æ SKAWMAND er en personlig fortælling i 3d-lyd om Æ Skawmand, der kom til Oddesund med et skab, som han placerede i et krat ved vandet. Her boede han i skabet og levede i pagt med naturen.
Æ Skawmand
Æ Skawmand slog sig ned ved Oddesund med udsigt til Toftum Bjerge i 1910’erne. Æ Skawmand hed i virkeligheden Kristian Vandet Jørgensen og fik sit tilnavn, fordi han i de første år boede i et skab, som han havde haft med sig, da han kom til egnen.
Æ Skawmand byttede efter en årrække skabet ud med et skur. Skuret var gravet halvt ned i jorden, som du kan se på fotografiet. Udover et bord og en seng havde han en samling af ting i sit skur, som han havde fundet eller fået foræret. Da han i 1942 viste sin samling til en journalist fra Thisted Amts Tidende, rummede den bl.a. rav og muslingeskaller fra stranden, mærkeligt formede sten fra heden, brugte elektriske pærer og glaskugler fra fiskernes net.
Lydvandringen
3D-lyddesignet er anvendt passende steder i værket og er skabt ved brug af binaural optageteknik, hvor mikrofoner placeres i skuespillernes ører eller i et dummy-head.
Oplevelsen knytter bånd til den unikke 3D-lydforestilling HUMAN NATURE, der spillede på Teater Katapult i Aarhus, som en del af Aarhus 2017 – ’Europæisk Kulturhovedstad’. Æ SKAWMAND er dog en selvstændig oplevelse, så man behøver på ingen måde at have set forestillingen.
Lyt til Æ SKAWMAND på Useeum
For at lytte til Æ SKAWMAND skal du downloade app’en Useeum til din telefon. Useeum er en platform, som giver dig adgang til en lang række historier og oplevelser på landets museer, oplevelsescentre, naturparker og lignende.
Husk at medbringe høretelefoner og en telefon med adgang til internettet eller download guiden på forhånd. Guiden downloades ved at trykke på downloadsymbolet ved guidens titel på profilens forside.
Lydværket varer ca. 42 minutter, men afhængigt af ens eget tempo kan hele spadsereturen tage op til ca. en time.
© Struer Museum • Søndergade 23 • 7600 Struer • Tlf. 97 85 13 11