Fredes Samling

Det er ikke legetøj, og så alligevel… Det er rigtigt, at modellerne er kostbare og skrøbelige og derfor ikke er legetøj. Men Frede har sejlet med skibene og kørt med togene. Nogle af skibene har han endda sejlet på eller i!

Frede har byttet og handlet, men mange af modellerne har han selv bygget, ligesom han har bygget store modeljernbaner og fundet på diverse tekniske løsninger, så det hele kan lidt ekstra.

Mange af Fredes modeller kan nemlig noget, og det kan de også i udstillingen. Lyset kan tændes, musikken spiller, togene kører, propeller snurrer.

Det handler ikke om Frede. Det har han understreget for os. Det handler om hans samling. På Struer Museum har vi lånt nogle af hans sjoveste og mest eksemplariske modeller og motorer, som kan opleves i særudstillingen i hele 2021!