|
Struers største puslespil
"Vi har såmænd bare tænkt på gamle dage, og i dette tilfælde er
det mildest talt ikke særligt lang tid siden, men i gamle dage,
dengang før børnene fik ipads og -pods og nintendo ds osv.
Hvad lavede de så, når de havde god tid i ferierne?
En af de ting, der blev lavet mange flere af end i dag, var
puslespil," fortæller museumsleder Jesper Bækgaard.
For at sætte fokus på den nære fortids tidsfordriv har Struer
Museum til vinterferien fabrikeret Struers største puslespil.
"Jeg har jo ikke været rundt i alle hjem i Struer for at se, om
der findes nogen større, men jeg tvivler på det. Jeg er også spændt
på, hvor lang tid det vil kræve at lægge det. Jeg tror det bliver
et teamwork mellem flere grupper af museumsgæster, før det er
færdigt," siger Jesper Bækgaard.
Et andet tilbud til vinterferiens museumsgæster er muligheden
for at lave sit eget puslespil. Man kan købe et blankt puslespil og
kan så dekorere det med sit eget motiv. Museet har sat farver
frem.
"Jeg kan forestille mig, at en del af de voksne også vil være
med til at lave vores store puslespil," siger Jesper Bækgaard.
|