Under oprydningsarbejdet fandt jeg en B&O-shaver lavet af bakelit. Et produkt det er svært at forestille sig er et B&O-produkt. Jeg tog et hurtigt kig i B&Os reklamemateriale - og frem kom denne sjove lille sag fra 1941:
Det er et litografi af et maleri af Daumier, der er gengivet på forsiden. Åbner man den lille reklamefolder kan man på første side læse:
Da den berømte franske Maler Daumier lithograferede denne Situation med den ængstelige Moder, der skyndsomst bringer sit Barn i Sikkerhed, mens den vredladne Fader har Kvaler med Barberingen, drømte han ikke om, at man et lille Hundredaar efter skulde faa et saa nemt og behageligt Middel i Hænde som den moderne, elegante B&O Shaver.
Billedet af den farlige barbaringsakt er nu afløst af en afslappet far, der roligt barberer sig ved morgenbordet under avislæsning. Man må sige, at bare et lille århundrede efter denne reklame drømmer vi slet ikke om, at det er et B&O-produkt overhovedet.
Men B&O-Shavers var faktisk en stor succes dengang, skabt ud af mangel på materialer til radioproduktion i det krigsramte Danmark. Du kan læse mere omkring B&O-shavers på Museernes Samlinger på internettet.
Søndergade 23 · 7600 Struer · T 97851311 · F 97840922 · EAN 5798 0047 11 576 · CVR 27787061 · Email: mail@struermuseum.dk